Efterår og Halloween

AF: SOGNEPRÆST OLIVER STUHR, 22. OKTOBER 2026

Efteråret og oktober hører sammen med Halloween. Denne stemningsfulde aften hvor man kan se små spøgelser, skeleter og zombier gå rundt i de vindblæste gader fra dør til dør og ”trick or treate“. Der er sat græskarhoveder med lys i vinduerne og ved dørene. Vi danskere har for alvor taget Halloween til os. Det er så uhyggeligt på den hyggelige måde.

Halloween kender vi fra USA, men faktisk har USA taget traditionen fra os europæere. Det er oprindeligt en keltisk tradition, hvor man denne aften troede, at porten mellem de levende og de dødes rige åbnede sig og så kunne alt ske.

Overalt i verden har kulturer haft traditioner omkring døden og det der skræmmer os. Angsten for det ukendte og dunkle, der hvor vi ikke ved, hvad der sker. Enhver af os kan huske barndommens angst for at lægge sig til at sove, fordi man troede, der var spøgelser og monstre under sengen eller i skabet. For i mørket er det truende og usikre! I bedste fald springer en kat frem af mørket eller et vindue står og klaprer I vinden, i værste fald, ja, hvem ved…?

Ja, det starter tidligt, og derfor er det godt at ”lege“ lidt med det, der skræmmer, for angst og frygt er jo noget, der følger os livet igennem i forskellige former og forklædninger.

Jeg har tit undret mig over, hvorfor vi frivilligt betaler 150 kr for en biografbillet og så popcorn og cola oveni, for at blive skræmt halvt ihjel i biografens mørke. Eller hvorfor vi fortæller hinanden skræmmende spøgelseshistorier eller frivilligt står i lange køer for at blive fragtet op i det gyldne tårn i Tivoli, for derefter på et splitsekund at blive presset ned mod jorden med 100 km i timen. Er det mon sådan, at vi mærker livet bedst, når vi står på den yderste kant? Er det, når vi er helt indhyllede i dødens mørke trussel at lyset skinner klarest?

I kirken griber vi hver søndag fat i en fortælling, evangeliet. En fortælling der bevæger sig fra mørke og ud mod lys, for kristendom er at leve i glædelig forventning og se alting i bevægelse mod lys. Og Johannesevangeliet starter da også med at fortælle om, da Gud sendte sin søn for at vi skulle få det lys, der skal til for at bevare troen på kærligheden og livet, på trods af det mørke, der vil livet til livs:

”I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud og ordet var Gud. Han var I begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham var intet til af det som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.“

Og Johannes fortsætter: ”Det sande lys som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.“ Det lys Johannes fortæller om, er Jesus Kristus og her i den mørkeste tid på året, kan det være rart at høre, at ingen er dømt til at leve i mørket, men at vi tværtimod er bestemt til at være et lysets børn.