Kirken blogger
Æblehøst & æblekage
AF: PR-AFD., 13. SEPTEMBER 2026
Lørdag den 12. september bød sognepræst Oliver Stuhr velkommen til dåbsfamilier og familier med børn i Helligtrekongers Kirke og fortalte om høst og efterårets farver til familiegudstjenesten Æblehøst & æblekage, som er en hyggelig familiegudstjeneste, hvor dåbsæbler fra kirkens dåbstræ høstes.
Når et barn døbes i Helligtrekongers Kirke, hænger en fra dåbsfølget et dåbsæble på træet i kirken. Inden da er der på dåbsæblet broderet barnets navn og dåbsdato og træet fyldes således i løbet af året. Når æblerne skal høstes, inviterer vi årets mange, dejlige dåbsbørn og deres familie sammen med alle familier i sognet til æblehøstgudstjeneste. Efter gudstjenesten serveres æblekage og kaffe/the i Sognegården.