Kirken blogger
Julemarked i Sognegården
AF: PR-AFD., 16. NOVEMBER 2025
Lørdag skinnede solen fra en smuk og skyfri himmel og frosten havde lagt sit kølige aftryk på morgenen den 15. novemner 2025 – det var blevet rigtig vinter og samtidig dagen, hvor julens forberedelser begyndte i Sognegården.
Der blev solgt de flotteste juledekorationer, nisser, hæklerier, flotte pyntegenstande og meget mere. Derudover solgte Menighedsplejen hjemmelavede småkager, marmelade, pickles og kryddersalt. For de småsultne kunne der købes en skøn frokostanretning, som kunne suppleres med pandekager og glögg til dessert. Rigtig mange familier i Vallensbæk havde lagt deres vej forbi i løbet af dagen og selveste julemanden havde også valgt at gæste Sognegården. Han uddelte pebernødder og stillede op ved sin julekane til mange julefoto med børn og barnlige sjæle.
En rigtig hyggelig dag, der må siges at være startskuddet på julen 2025. Tak for jeres besøg!